Her står jeg sammen med mine søstre og hver vores flotte luftmadras og er klar til at tage til stranden. Billede er taget på ferie i Barcelona forrige sommer, og jeg bliver helt glad i låget, når jeg kigger på det.
Jeg er den ældste i en søskendeflok på 3, og jeg synes det er sjovt at tænke på, hvordan vi alle er blevet som vi er, og hvor meget vi i virkeligheden ligner hinanden efterhånden. Jeg er opvokset i Nyborg på Fyn og mine forældre er begge faglærte - uddannet hhv. kok og frisør. Eftersom jeg ikke har nogle ældre søskende, og mine forældre ikke har nogle specielt lange uddannelser, har jeg altid været vandt til at skulle klare mig selv - hvad skole og lektier angår. Mine forældre har altid støttet mig 100% uanset, om jeg har klaret mig godt eller dårligt, selvom de i virkeligheden har lidt svært ved at sætte sig ind i, hvad jeg laver - især nu, hvor jeg læser på universitetet. I bagklogskabens lys kan jeg virkelig se, hvordan det har været med til at skabe mig som person. Jeg er meget selvstændig, kan godt lide at lede og fordele arbejde og er meget ambigiøs - ellers havde jeg ikke været, der hvor jeg er nu.
Min søster Sabine er 2 år yngre end mig, hun studerer industrielt design på Danmarks Designskole. Jeg elsker, at hun også bor i København nu - og vi ses rigtigt tit.
Min yngste søster Maria er 7 år yngre end mig. Hun går på noget de kalder Design HF i Odense, som er en 3 årige HF-uddannelse med linjefag i design. Eftersom hun er så mange år yngre end mig og først inden for de sidste par år har skulle vælge veje i livet, har det været virkeligt tydeligt, hvordan hun også er begyndt at gå i de samme spor som mig og Sabine.
Vi er allesammen faldet langt fra stammen, men er sjovt nok landet det samme sted.